Om KIT/about KIT
Organisation/kontakt

Arkiv/archive

Linksamling
Søg/search
 
Presse

Kontakt os

 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
Københavns Internationale Teater


I snart 25 år har Københavns Internationale Teater været drivkraften indenfor den internationale scenekunst i Danmark, hvor hovedopgaven er at præsentere internationalt teater, dans, performance og ny cirkus, som man ellers ikke kan opleve i Danmark.

Gennem sit store internationale netværk og gennem sit samarbejde med mange lokale institutioner og partnere har Københavns Internationale Teater produceret mere end 50 internationale festivaler, seminarer mv. med over 1.000 inviterede ensembler og kompagnier. Derigennem er de nyeste former indenfor dansen, skelsættende kulturelle udtryk, fornyelsen af det traditionelle teater samt helt nye genrer og tendenser indenfor scenekunsten blevet introduceret i Danmark. Alt sammen gennem optræden fra toppen af den internationale scene, hvor det levende, det originale, det grænseløse og det livsvigtige har været nøgleord for programplanlægningen. I det hele taget et unikt udbud af scenekunst, som har begejstret og inspireret såvel publikum som de professionelle kunstneriske miljøer i Danmark og de øvrige nordiske lande.

Københavns Internationale Teater blev stiftet i 1979 som en kulturel non-profit organisation. Initiativtageren, Trevor Davies er kunstnerisk leder for organisationen, mens det permanente sekretariat i dag består af programkoordinator Katrien Verwilt og pressechef Hans Christian Gimbel, der sammen varetager den daglige ledelse. Teaterets kunstneriske ledelse består af de tre ledende medarbejdere.

Trevor Davies, stifter og kunstnerisk leder for Københavns Internationale Teater er oprindeligt uddannet Byplanarkitekt. Han har tidligere været bl.a. generalsekretær for Århus Festuge og København Kulturby 96 samt medstifter af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), Nordisk Idé Forum og ArtGenda. Udover at være kunstnerisk leder for Københavns Internationale Teater arbejder han i dag som bl.a. leder af Salisbury Festival og kulturkonsulent for de europæiske kulturbyer samt kommuner og større kulturinstitutioner rundt om i Europa.

Programkoordinator Katrien Verwilt er Cand.Mag. i Romansk Filologi og har taget sin teatervidenskabelige uddannelse ved universiteterne i Leuven (Belgien), Bologna (Italien) og Århus, inden hun blev elev hos Kaospiloterne. Herfra blev hun hentet til Kulturby96 som international sekretær og har siden 1998 været tilknyttet Københavns Internationale Teater. Hun er desuden bestyrelsesmedlem for Dansens Hus.

Pressechef Hans Christian Gimbel er Cand.Comm. fra Roskilde Universitets Center, Københavns Universitet og Middlesex University. Inden da har han været projektmedarbejder for diverse græsrods- og kulturprojekter, samt pr-medarbejder på forskellige kultur og teaterprojekter. I dag er han desuden teaterleder for teateret FACE to FACE samt bestyrelsesmedlem for Holland House.

Bestyrelsen for den selvejende institution, Københavns Internationale Teater, består af bestyrelsesformand Bjørn Lense Møller (tidligere bestyrelsesformand for Statens Teaterråd og tidligere direktør af Radioteatret), Erik Agergaard (bestyrelsesformand for Dansescenen), Gitte Spies (medlem af Egmont Fondet), Torben Holm Larsen (teaterleder for MusikTeatret Albertslund), Katrine Winkelhorn (kulturkonsulent), Peter Elsass (psykolog/antropolog ) og Steen Cold (kontorchef).

Københavns Internationale Teater er primært støttet af Teaterrådet og Københavns Kommune. De enkelte festivaler og programpunkter bliver desuden støttet af nationale såvel som internationale fonde, partnere og sponsorer, som Københavns Amt, Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene, The British Council, l' AFAA, Goethe Instituttet m.fl.

Tidligere festivaler inkluderer de legendariske Fools festivaler, Japan on Stage, The British are Coming, Dancin' City, Images of Africa, Sommerscene, Dancin' World, Images of Asia og 30 andre store festivaler, seminarer og projekter.

Siden 1996 har Københavns Internationale Teater arrangeret Sommerscene festivalen med præsentation af 12-20 internationale produktioner indenfor teater, dans, performance og ny cirkus. Produktionerne bliver programlagt udfra forskellige temaer, og festivalen inkluderer både forestillingerne, seminarer og workshops.