kalenderarkiv/archivesøg/searchom/about KITpresse/pressmailingliste
  KØBENHAVNS INTERNATIONALE TEATER   IN ENGLISH
     

I over 25 år har Københavns Internationale Teater været drivkraften indenfor den internationale scenekunst i Danmark. Gennem et stort internationale netværk og gennem sit samarbejde med mange lokale institutioner og partnere har teatret produceret mere end 50 internationale festivaler, seminarer mv. med over 1.000 inviterede ensembler og kompagnier. Derigennem er de nyeste former indenfor dansen, skelsættende kulturelle udtryk, fornyelsen af det traditionelle teater samt helt nye genrer og tendenser indenfor scenekunsten blevet introduceret i Danmark. Det levende, det originale, det grænseløse og det livsvigtige har været nøgleord for programplanlægningen. I det hele taget et unikt udbud af scenekunst, som har begejstret og inspireret såvel publikum som de professionelle kunstneriske miljøer i Danmark og de øvrige nordiske lande.

Københavns Internationale Teater blev stiftet i 1979 som en kulturel non-profit organisation. Initiativtageren, Trevor Davies er stadig en del af den kunstneriske ledelse sammen med programkoordinator Katrien Verwilt og kommunikationskoordinator Hans Christian Gimbel, der sammen varetager den daglige ledelse.

Trevor Davies, stifter af Københavns Internationale Teater, er oprindeligt uddannet Byplanarkitekt. Han har tidligere været bl.a. generalsekretær for Århus Festuge og København Kulturby 96 samt medstifter af Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene (CKU), Nordisk Idé Forum og ArtGenda. Udover at være en del af den kunstnerisk ledelse for Københavns Internationale Teater arbejder han i dag som bl.a. leder af Newwritingpartnership i Norwich og er desuden konsulent for europæiske kulturbyer samt kommuner og større kulturinstitutioner rundt om i Europa.

Programkoordinator Katrien Verwilt er Cand.Mag. i Romansk Filologi og har taget sin teatervidenskabelige uddannelse ved universiteterne i Leuven (Belgien), Bologna (Italien) og Århus, inden hun blev elev hos Kaospiloterne. Herfra blev hun hentet til Kulturby96 som international sekretær og har siden 1998 været tilknyttet Københavns Internationale Teater.

Pressechef Hans Christian Gimbel er Cand.Comm. fra Roskilde Universitets Center, Københavns Universitet og Middlesex University. Inden da har han været projektmedarbejder for diverse græsrods- og kulturprojekter, samt pr-medarbejder på forskellige kultur- og teaterprojekter. I dag er han desuden teaterleder for teateret FACE to FACE samt bestyrelsesmedlem for Holland House.

Bestyrelsen for den selvejende institution, Københavns Internationale Teater, består af bestyrelsesformand Bjørn Lense Møller (tidligere Formand for Statens Teaterråd og direktør af Radioteatret), Erik Agergaard (bestyrelsesformand for Dansescenen mm.), Gitte Spies (medlem af Egmont Fondet), Torben Holm Larsen (Teaterleder for MusikTeatret Albertslund), Katrine Winkelhorn (kulturkonsulent), Peter Elsass (psykolog/antropolog ), Dorte Skot-Hansen (Mag.Art., Centerleder for Center for Kulturpolitiske Studier) og Steen Cold (kontorchef).

Københavns Internationale Teater er primært støttet af Kunstrådets Fagudvalg for teater og Københavns Kommune. De enkelte festivaler og programpunkter bliver desuden støttet af nationale såvel som internationale fonde, partnere og sponsorer, som Københavns Amt, Center for Kultursamarbejde med Udviklingslandene, The British Council, l' AFAA, Goethe Instituttet m.fl.

Tidligere festivaler inkluderer de legendariske Fools festivaler, Japan on Stage, The British are Coming, Dancin' City, Images of Africa, Sommerscene, Dancin' World, Images of Asia og 30 andre store festivaler, seminarer og projekter.

Siden 1996 har Københavns Internationale Teater arrangeret Sommerscene festivalen med præsentation af 12-20 internationale produktioner indenfor teater, dans, performance og ny cirkus. Produktionerne bliver programlagt ud fra forskellige temaer, og festivalen inkluderer både forestillinger, seminarer og workshops.


  Trevor Davies,
kunstnerisk ledelse

Katrien Verwilt,
Programkoordinator.
Kunstnerisk- & Daglig ledelse

HC Gimbel,
Kommunikationskoordinator. Kunstnerisk- & Daglig ledelse

Birgitte Curry,
Sekretær & administration

Yderligere information
Københavns Internationale Teater
Vestergade 17, 3.
1456 København K
Tel. (+45) 3315 1564
Fax (+45) 3315 0794
E-mail info@kit.dk

Københavns Internationale Teater er støttet af Københavns Kommune og Kunstrådets Fagudvalg for Teater