Hvad er Ny Cirkus?

Ny Cirkus er en genre, der blander cirkusdiscipliner med elementer fra teatrets verden.

Modsat konventionelt cirkus har Ny Cirkus ikke fokus på enkeltstående numre. Forestillingen er en helhed med et specifikt univers eller en decideret handling. Artisten er i centrum med sine cirkusfærdigheder, men flankeres oftest af både lys, lyd, scenografi og musik.

Den populære genre spænder vidt, men er generelt kendt for at være umiddelbart tilgængelig og appellerende for et bredt publikum i alle aldre.

Københavns Internationale Teater på Facebook

 

 

NY CIRKUS

Københavns Internationale Teater har gennem mange år præsenteret det danske publikum for det bedste Ny Cirkus fra de internationale scener. KIT introducerede i 1987 genren for det danske publikum og har siden da hvert år præsenteret Ny Cirkus-gæstespil. I 2005 blev det til en decideret Ny Cirkus Festival, hvilket fortsætter som en biennale i august i de lige år (2010-12-14), mens KIT løbende sætter fokus på Ny Cirkus-udviklingsaktiviteter i samarbejde med danske, nordiske og europæiske partnere. Læs mere om KITs engagement i Ny Cirkus-netværk her.

Ny Cirkus i hele landet
Ny Cirkus Festivalen i 2010 viste tydeligt, at Ny Cirkus er en genre, der appellerer til de danske tilskuere. Belægningsprocenten var på 92, publikum var begejstrede, og anmeldelserne var overvældende. 2010 var samtidig året, hvor KIT indgik et samarbejde med Kultur Netværk Danmark (KND) om at sende nogle af festivalens forestillinger på turné rundt i landet. Danmarksturnéen var en stor succes. Turnévirksomheden fortsætter derfor i samarbejde med KND og Turnénetværket, så det også fremover vil være tilskuere i hele Danmark, der får glæde af de populære forestillinger.